Frontier
Oskar Koliander beskriver værket således:
“Hvad sker der, når man tager den lille mælkebrik ud af mødelokalet, forstørrer den ca. 25 gange og producerer den i rustfrit stål? Med værket Frontier er det netop det spørgsmål, Oskar Kaliander lader materialisere. Med sin markante intervention i terrænet forvandler mælkebrikkerne sit udtryk og minder os om andre markante interventioner i landskab og terræn; mælkebrikkerne tager nu form som kystsikringselementer eller kampvognsforhindringer, de såkaldte “dragetænder”… “
De store mælkebrikker var udstillet på Alive festival 2024 i Thisted, og herefter hos Kunsthal Thy, i Hurup.
Udgangspunktet for værket var en plade, som blev valset og svejset sammen til et rør med en diameter på 1,1 meter. For at skabe den karakteristiske form blev den ene ende trukket i hver side og hæftet med svejsninger. Derefter blev røret drejet 90 grader, hvorefter den modsatte ende blev lukket på samme måde.
Rørets ender blev derefter bukket i en kantpresser for at opnå den ønskede afslutning. Enderne blev fuldsvejst for at sikre styrke og holdbarhed, og samlingerne samt overfladen blev slebet jævne.
For at værket kunne fastgøres stabilt i jorden, blev der monteret møtrikker og spyd i bunden af hver “mælkebrik”.
Værket Frontier var noget af det første, man mødte, når man trådte ind på Alive Festival-pladsen i Thisted.