Vælg en side

Forstyrrelser

Oskar Koliander er kunstneren bag en række skulpturer langs Banestien i Skive, der forbinder Skive Museum med havnen. Disse værker er fremstillet af gamle jernbaneskinner og omdanner det tidligere baneforløb til en rute for fantasi og naturoplevelser. 

Kunsten på Banestien består af seks skulptur; Åen, Museumsringen, Bolden, Danserne, Tårnet og Bølgen. Tilsammen skaber de fortællingen om Skives identitet som en førende by inden for kultur, natur og idræt.

Forberedelserne til jernbanekunsten i Skive begyndte i juni 2022 og har været et omfattende og teknisk krævende projekt. Skulpturerne er skabt af gamle jernbaneskinner fra perioden 1904 til 1917, som bærer en smuk patina og fortæller deres egen historie. Skinnerne er tunge – hele 37 kg pr. meter – hvilket har stillet store krav til både udstyr og arbejdsgange.

For at kunne forme de massive skinner blev der anskaffet en kraftig valse, men selv denne krævede, at skinnerne først blev opvarmet til omkring 650 grader, før de kunne bøjes. Derudover blev der udviklet specialværktøj til at skabe de skarpe og præcise buk, som mange af skulpturerne kendetegnes ved. Kombinationen af historisk materiale og teknisk snilde har været afgørende for at bringe kunsten til live langs Banestien.

Åen

Åen er den første af de seks skulpturer, man møder på Banestien i Skive. Her snor gamle jernbaneskinner sig yndefuldt ned mellem stiens sten, som en hyldest til Skive Å, der tidligere løb i samme retning. Skinnernes bøjede former skaber associationer til vandets stille og bølgende bevægelser.

Bolden

Bolden er en enkel, men markant skulptur langs Banestien i Skive. Den er formet af to cirkler, der krydser hinanden og danner en form, som minder om en klassisk bold. De helt runde former er ikke blot æstetisk iøjnefaldende – de viser også, hvad valsen for alvor er i stand til. At bøje de tunge, gamle jernbaneskinner kræver både varme, kraft og teknisk snilde.

Danserne

Danserne er en imponerende skulptur på 7,5 meter. De gamle jernbaneskinner, er flere steder er vredet 180 grader, hvilket også har krævet specialværktøj og masser af varme.

Tårnet

Tårnet er fem meter høj og rejser sig som et teknisk og kunstnerisk tårn langs Banestien i Skive. De skarpe buk på de gamle jernbaneskinner krævede brug af specialmaskiner for at forme skinnerne præcist.

De fire skinne er samlet i toppen med stærke svejsninger. 

Bølgen

Bølgen er den sidste skulptur på Banestien og markerer afslutningen på ruten ved havnen i Skive. Værket består af to parallelle bølger, der rejser sig op af fortovet som om de bryder gennem overfladen og fortsætter deres bevægelse mod vandet. De bølgende former er lavet ud fra aluminiumsskabeloner, hvilket har gjort det muligt at forme de tunge jernbaneskinner i ensartede, flydende kurver. Under skinnerne er der monteret lys, som oplyser værket nedefra og skaber en levende effekt – især i de mørke timer.

Museumsringen

Langs ruten på Banestien passerer man amfiteatret ved Skive Museum, hvor man kan opleve de to skulpturer, der udgør værket Museumsringen: Den Åbnede og Den Lukkede. Skulpturerne er en hyldest til fortidens modstandsmænd og står som et stærkt symbol på mod, styrke og vilje. Ligesom de øvrige værker på strækningen er de skabt af gamle jernbaneskinner og formet med stor teknisk præcision ved hjælp af varme, specialværktøj og valse. 

I juni 2023 blev jernbanekunsten Forstyrrelser af Oskar Koliander officielt indviet langs Banestien i Skive.
Hele Skive var indbudt, og der var stort fremmøde – Måske også grundet pølser og fadøl. 

Jernbanekunsten lyst op om natten